Forbedret samarbejde har gjort

virksomheden mere effektiv

 

Et forløb med Konsulenthuset Moestrup har fået de ansatte hos J. Orbesen Teknik ApS til at kommunikere bedre og mere konstruktivt. Arbejdsmiljøet har fået et markant løft, og samarbejdet kører bedre. Resultatet er bedre kundeservice, større effektivitet og nye muligheder for vækst.

 

”Vi har brug for et homogent hold og nogle bedre kommunikationsprocesser, der kan understøtte vores vækst, og det har vi fået. Udviklingsforløbet gør os mere effektive, det er helt sikkert”.

Administrerende direktør Sif Orbesen gør status efter et forløb, hvor J. Orbesen Teknik ApS i efteråret 2017 arbejdede tæt sammen med  Konsulenthuset Moestrup. Opgaven for konsulenterne har været at skabe holdånd og et bedre samarbejdsklima i en stab af dedikererede og dygtige medarbejdere, der gennem en årrække har raffineret og løftet hver deres arbejdsopgaver – men uden at have øje for den samlede proces og uden at føle et fælles ansvar for slutproduktet:

”I første omgang var det vores ønske at få et bedre samarbejde og en bedre tone mellem de ansatte, og det er lykkedes rigtig godt. I dag kan den enkelte medarbejder løfte sig op fra sine egne opgaver og forstå alle led i processen – og ikke kun fokusere på egne opgaver. Det giver større helhedstænkning, og jeg er ikke i tvivl om, at det vil give os en bedre service til vores kunder”, forklarer Sif Orbesen.

Hendes pointe er, at den større effektivitet vil give hurtigere leveringer, og helhedsforståelsen vil sammen med det et større fælles ansvar sikre, at det er den rigtige kvalitet, J. Orbesen Teknik ApS sender ud af døren.

 

Det lykkedes at fange alle…

Sif Orbesen er i gang med at overtage virksomheden efter sin far, der har drevet J. Orbesen Teknik ApS siden 1981. Hun har siden overtagelsen selv stået i spidsen for en proces, hvor ledelsen sammen med medarbejderne fandt frem til de bærende værdier samarbejde, respekt, ansvarlighed og fællesskab. Efterfølgende blev Konsulenthuset Moestrup hyret til at omsætte værdierne til praktisk hverdag i virksomheden, der har adresse i Asnæs i Odsherred.

”Det er en opgave, konsulenterne har været meget dygtige til at løse. Én ting er at sætte nogle mål, noget andet er at finde vejen frem til målet. Det kunne Moestrup. De havde de rigtige værktøjer, og de har været meget loyale over for vores værdier hele vejen igennem – vi er ikke blevet påduttet noget”, fortæller Sif Orbesen.

Hun fremhæver blandt andet konsulenternes evne til at kunne tale let forståeligt til en gruppe af  medarbejdere, hvor ikke alle er vant til at arbejde med emner som feedback og konfliktløsning:

”Det lykkedes at fange alle. Alle er blevet set og hørt – både dem, der havde en teoretisk viden i forvejen, og dem, der kun havde lidt kendskab til teorierne. Vi er kommet hele vejen rundt og har et rigtig godt grundlag for vores videre udvikling”, understreger Sif Orbesen.