Samarbejdet og dialogen i
ledelsen er blevet markant bedre

Anders Moestrup har hjulpet ledelsen i Nordic Service Group med at finde fælles fodslag i en organisation med afdelinger i flere lande. Øget indsigt i hinandens arbejdsvilkår har skabt større forståelse og gensidig respekt blandt lederne. ”Vi er på vej derhen, hvor vi gerne vil være”, konkluderer virksomhedens direktør.

Det er i sig selv en udfordring at drive en virksomhed med selvstændige afdelinger i fire forskellige lande. Lettere bliver det ikke, når der lægges en tværgående funktion med ledelsesbeføjelser ind i organisationer.
Det er den konkrete situation, Nordic Service Group i Jyderup har stået midt i, men med Anders Moestrups mellemkomst har virksomheden i dag fået et lederteam, der lever fint med tværgående funktioner, og som står stærk samlet på tværs af landegrænser.
”Efter forløbet med Anders arbejder vi simpelthen bedre sammen i ledelsen i dag. Vi er på vej derhen, hvor vi gerne vil være. Der er en betydelig bedre dialog mellem vores hovedkontor i Danmark og vores afdelinger i Norge, Sverige og Finland. Alle har fået en større forståelse for hinandens forskellige funktioner som ledere, og der er kommet en respekt for hinandens måde at udføre arbejdet på”, fortæller Jesper Jørgensen, der er direktør og indehaver af Nordic Service Group, der udfører teknisk service på hospitals- og laboratorieudstyr i Norden.

Målbar konsekvens
Virksomheden har 50 ansatte og oplever en markant vækst i disse år. Gennem Væksthus Sjællands forløb Vækst via Ledelse fik Nordic Service Group indkredset de udfordringer, der kunne stå i vejen for fremtidens vækst, og analysen pegede bl.a. på samarbejdet i ledelseslaget. Anders Moestrup blev hyret som konsulent, og ledelsen blev samlet:
”Han gjorde det klart for os, hvor vigtig kommunikationen er, og vi fik indblik i, hvordan vi alle har forskellige profiler både som mennesker og professionelt. Vi fik en forståelse for, hvorfor vi hver især agerer og reagerer, som vi gør. Det var en seance, der virkelig rykkede noget, fordi alle fik indblik i deres egen profil og deres forhold til kollegaerne. Det havde også den effekt, at en af vores landechefer kort efter konkluderede, at han nok ikke havde mere at tilbyde firmaet – og det var jeg faktisk enig med ham i. Det var en målbar konsekvens”, fortæller Jesper Jørgensen.
Efterfølgende er seancen fulgt op af et møde, hvor de involverede sammen med Anders Moestrup rent praktisk fik sat navne og ansigter på ansvar, opgaver og processer i organisationen.

Effektiviteten øges
Direktøren er så tilfreds med resultatet, at alle firmaets teknikere og administrative af medarbejdere senere skal gennem et lignende forløb:
”Jeg kan jo se, hvor meget alle i ledelsen har fået ud af at kende deres egen profil. Det har virkelig skabt refleksion at få indblik i, hvilken type man er som person. Det giver et mere gnidningsfrit arbejde, og det gør os langt mere effektive”, vurderer Jesper Jørgensen.
Han er 100 procent sikker på, at Anders Moestrup også skal stå for det næste forløb:
”Anders har en meget fin menneskeforståelse og kan gå ind på alle niveauer i en organisation. Han er meget ligetil og sørger for, alle er med hele vejen. Han har øjensynligt en god kemi med alle, og så er han stærk til at kommunikere”.